Anheng med bladgull bak plexiglass. Ramme av sølv. Jeg tenker på de menneskene i Paris som var innhyllet i varmekapper som lignet bladgull fredag 13. november. Som for alltid vil bære med seg minnet om det traumatiske. Og jeg tenker på oss alle. Eplet er et symbol på å dele.På kunnskap. La oss ikke forgifte det.
Jeg går på gamle stier jeg aldri før har vært. Den er over 100 år gammel. Jeg har kommet på sporet av min jødiske tippoldefar, Herman Joseph. Han flyktet til Norge med familien fra en litauisk landsby på begynnelsen av 1900 tallet. Fra forbud, pogromer. ild, innskrenkninger. Han var et par år yngre enn jeg selv er nå. Tre år var familien på vandring før de kom til Norge; ekteparet Herman og Fanny og barna Cecilie, Klara og David, min oldefar. De slo seg ned på Grünerløkka, ikke langt fra der jeg selv bodde i mange år. Rett ved elva bodde de. Elva som jeg er så glad i. Elva der jeg så vår bli til sommer og sommer bli til høst før snøen kom og det ikke lenger var så lett å trille den barnevogna oppover mot Nydalen. Barna mine.
Herman fortsatte å vandre. Han var handelsreisende på Finnskogen. I 30 år gikk han med klesbylter på rygggen om sommeren. Med kjelke om vinteren. Solgte varmende ullvarer til mennesker som var langt fra muligheten for handel.
Den yngste datteren Cecilie står oppført som Cigaretarbeiderske i en folketelling fra 1910. Hun arbeidet hos den jødiske fabrikkeier Glott som kom til Norge fra samme område som Herman Joseph.
Et område der der familien hadde bodd i generasjoner. Jeg stusser litt da jeg ser adressen til fabrikken i Torggata. Må gå inn og sjekke google maps. Det stedet kjenner jeg. Der har jo også jeg vært arbeiderske. Jobbet med hendene. Jeg har sittet i samme bygård og lagd minner i sølv. Hatt drømmer, tenkt tanker. Jeg drømmer fremdeles. Cecilies drømmer ble knapt 40 år gamle før de ble knust av hatet. Hørtes de som varselskudd de fottrinnene opp den nakne trappen i bygården grytidlig den novembermorgenen?
Jeg vandrer rundt på Grunerløkka i tankene mine. Så lite vi vet. Så lite jeg vet. Jeg husker hvordan jeg satt på kafè en høstdag rett rundt hjørnet fra der familien bodde i Nordregate. Kaffe sammen med to venner som lever av å skrive. Barnevogna like ved. Jeg husker bruddstykker av samtalen. Hvordan hun, den ene, forteller hvor opptatt hun er av jødenes historie. Det grusomme som skjedde. Jeg lytter. Men jeg sier ingenting om egen historie. Hvorfor gjør jeg ikke det? Jeg forstår det ikke. Hun heter det samme som min jødiske farmor, min venn forfatteren . Og jeg sitter på en kafè et steinkast fra der mine forforeldre ble hentet og fraktet til båten med det vakre elvenavnet. Men det vet jeg ikke da.
Jeg går videre. Åpner et nytt vindu. Kommer til skolen jeg har gått forbi så mange ganger. Grünerløkka skole. Kan de ha tråkket sine barnesko der døtrene til Herman? Sannsynligvis ikke. Familien var fattig, og trengte de pengene de kunne få fra arbeid. Jeg zoomer likevel inn. Prøver å gå inn skoleporten. Men den er stengt. Det er fredag 13.november og i skolegården på Grunerløkka skole virvler det bare høstblader. Ingen barnestemmer. De har mottatt en bombetrussel med den spesifikke datoen fredag 13. november og de har bestemt seg for å holde dørene lukket denne dagen. Jeg blir urolig. Sjekker hvor mange fremmedspråklige de har på skolen. Minnes da naboskolen Sagene i sin tid mottok trussel mot deltakelse i 17.mai toget. Minnes Kronan skole i Sverige som nylig ble utsatt for høyreekstrem vold. Jeg fryser.
Jeg hadde våknet midt på natta dagen før, sett ut av eget vindu, på en himmel som åpnet seg, en vind som jeg fryktet kunne velte kaninburet i hagen. Jeg ble svart. Redd. Tenkte – hva er det vi driver med? Det er ekstremt dette. Unaturlig. Været slår tilbake på oss nå. Vi har ikke vært snille. Og jeg tenkte på hvor heldig jeg var. Som tross alt kunne legge meg igjen under varm dyne. I et hus med tjukke trevegger.
Dagen etter får jeg melding av en venn. Er jeg hjemme en gang utpå dagen? Jeg svarer bekreftende. Han har med seg en forsinka bursdagsgave. «Den sjette utryddelsen» av Elizabeth Kolbert. Med undertittelen: «En unaturlig historie» (…)» en fengslende beretning om det ubegripelige tapet som skjer like foran øynene på oss. Kolbert viser at den sjette utryddelsen med all sannsynlighet vil bli menneskehetens mest varige arv, og får oss til å se verden – og hva det innebærer å være menneske – med nye øyne». Alt henger sammen med alt. Og vi må snakke, ellers blir det så mørkt.
Fredag 13. november er i ferd med å gå mot slutten. Jeg legger meg tidlig etter å ha besøkt en venn på andre siden av byen. Kjørt hjem over bybrua med Beatles i bilen. Byen blinkende på andre siden. Smågodt og Skavlan på andre siden.
Jeg gjør opp dagens regnskap da jeg ligger under dyna: En gave og to besøk rikere. Null ulykke.
Så dirrer det på nattbordet. Melding. Lurer på om jeg orker å se. Nesten i drømmeland allerede.
Nysgjerrigheten vinner. Tre setninger: «Takk for besøket. Paris. For en gal verden vi lever i.»
Jeg går inn på forsiden på de store avisene.Skjønner raskt omfanget. Det gjør vondt. Det er svart november og det gjør vondt. Men jeg sovner.Visst gjør jeg det.
Morgenen etter slår jeg på tv. Jeg ser mennesker uten ansiktsuttrykk innhyllet i varmekapper. Det ligner bladgull. Som levende buddhastatuer innkapslet i bladgull er de. Hellige. For alt som rører seg er hellig.» Tudo que move e`sagrado» Det var det Beto Guedes sa. Og det var det jeg hadde skrevet i reisedagboka jeg nettopp fant igjen. Den fra Sør- Amerika 1993. Setningen står ved siden av sommerfuglvingen som jeg fant i et vindu i Poconè i Brasil. Landsbyen ved inngangen til den fabelaktige hagen Pantanal. Der hver fantastisk fargerike rare fugl var som fra Paradis.
De skjøt på oss som fugler, sier en av dem innhyllet i gullkappe.
Dagen etter sender jeg en melding til en fransk venn som er dramalærer og dramamaker. Før sommeren var han i byen med sine 80 franske skolelever og fremførte dramaet «Sammen» for elever på skolen jeg jobbet. Det handlet om grenser, hat, kjærlighet, samhold, håp. Fremført med den type inderlighet som ligger Til Ungdommen.
Det var et par måneder etter angrepet på Charlie Hebdo, og flyktningekrisen var blitt til et skrik.
Det ble sittende i ryggraden på meg det stykket. Stødig som en ribbevegg.
-Terrible news from Paris.Thinking of you all, skriver jeg kjapt. Han svarer : – We must educate the young in respect for the humanity of others.That`s my job for the future: educate!!
Den ble til et lys den meldingen. Jepp. Det er hva vi må gjøre. Å leva det er å elska nemlig. Og i dag føles også denne setningen sann: Å skriva det er å skrika.
Vi må tenne våre lykter og spisse våre blyanter og ører når det mørkner.
I slik en natt må vi gjøre gymsaler og klasserom om til områder for dialog. Hver dag må vi velge tillit. Vi må lære å velge tillit. Det er ikke naivt. Det er det som binder et samfunn sammen. Det har vel aldri vært enkelt å være menneske for noen av oss. Og når noen mennesker har det virkelig vanskelig, og fremdeles er på samme vandring som Herman Joseff var for over 100 år siden, har vi ikke da alle et ansvar for å bære den bylten hans et stykke på vei? Vi risikerer noe, men farligere er det å risikere vår egen menneskelighet.
JULEAFTENEN (av Henrik Wergeland)
Hvo mindes ikke
et Veir, han troer, ei Himlen meer kan skikke?
et Veir, som om hver Sjel, fra Kains til den,
Gud sidst fordømte,
den Jord forbandede, fra Helved rømte,
som fristed dem at svige Himmelen? . .
Et Veir, hvis Stemmes
Forfærdelser ei mere kan forglemmes?
Thi Alle tænkte: det maa være sendt
for min Skyld ene;
Orkanens Tordner mig kun mig de mene;
min Synd er bleven Aanderne bekjendt . .
Et Veir, hvis Styrke
kan lære Præst og Troende at dyrke
Dæmoner i det Element, hvis Brag
den Gamle høre
fra Barnsbeen kan i sit bemoste Øre . .
et Skyens Jordskjælv, Luftens Dommedag? . .
Et Veir, som rysted
den Stærkes Hjerte i dets Skjul i Brystet,
et Himmelveir, hvori sit eget Navn
han paaraabt hørte
af Aander, Stormene forbi ham førte,
mens hver en Trætop hylte som en Ravn?
Men Ravnen gjemte
sig selv i Klippen, Ulven Sulten tæmte,
og Ræven vovede sig ikke ud.
I Huset sluktes
hvert Lys, og Lænkehunden indeluktes . . .
I sligt et Veir, da faaer du Bønner, Gud!
I sligt et Veir — det var en Juleaften —
da Nat det blev før Dagens Maal var fuldt,
befandt en gammel Jøde, nær forkommen,
sig midti Sverigs Ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til Bygden denne Side
fra Bygderne paa hiin, for Julens Skyld,
af Pigerne med Længsel, thi i Skræppen
laae Spænder, Baand og alt hvad de behøvde
for Morgendagen, Andendag og Nytaar.
Det gjorde Længslen spændt, men ikke bange;
thi endnu havde «Gamle-Jakob» aldrig
den svigtet nogen Juul: Han kom saa vist
som Juleaftnen selv.
I sligt et Veir . .
«Tys! var det atter Stormen,
som hylte gjennem Grenene? Det skreg.
Nu skriger det igjen.» Og Gamle-Jakob
flux standser lyttende for anden Gang.
Nu tier det. Thi Stormen øger paa,
som Fossen drøner over Den, der drukner.
Han vandrer atter. «Tys! igjen en Lyd!»
— en Lyd, som skar igjennem Skovens Brusen.
«Den falske Hubro skriger som et Barn.
Hvo slipper Barn vel ud i saadant Veir?
Det gjør ei Ulven selv med sine.» Og
den Gamle stolper atter frem i Sneen.
Da skreg det atter, saa han meer ei tvivler;
thi dette Stormkast, som hist borte alt
et snoet Snetaarn hvirvler over Skoven,
har ført et Ord, et enkelt Ord forbi;
og flux han drejer did hvorfra det kom,
arbeidende sig dybere i Skoven
og dybere i Sneen og i Natten,
der som en kulsort Fjeldvæg reiste sig
mod hvert hans Skridt, af Fyg kun gjennemlyst,
som om den hele vide Skov var fuld
af flyvende slørhyllede Gespenster,
der hylende sig stilled ham ivejen,
paa luftig Taa sig hvirvled, voxte rædsomt,
og saa forsvandt imellem Stammerne.
Dog kjæmper Oldingen sig frem mod Stormen.
Han vandrer naar den voxer; naar den sagtner
og drager Aande, lytter han paaknæ.
Men flux han springer op, og gaaer i Mulmet,
som Dvergen trænger gjennem sorte Muld.
. . Han hører intet meer. Den Gamle skjælver
ved Tanken, at ham onde Aander gjække,
og mumler frem de Bønner, som han veed.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget Raab mod Stormen vender kun
tilbage i hans Mund. Men hist, ja hist!
Ti Skridt endnu! Der rører noget Mørkt sig
paa Sneen, som om Stormen legte med
en Stubbe, der var løsnet lidt i Roden.
«O Jehovah! en Arm! O Jehovah!
et Barn, et Barn! Men dødt! — »
Ak, tænkte Stjernerne i denne Nat,
da Bethlemsstjernen lyste mellem dem,
at intet Godt paa Jorden kunde skee?
Thi ingen af dem saae, at Gamle-Jakob,
saa glad som om en Skat han havde funden,
flux kasted bort sin hele Rigdom: Skræppen,
trak af sin knappe Kjole, hylled den
om Barnets Lemmer, blottede sit Bryst,
og lagde saa dets kolde Kind derved
indtil det vaagned af hans Hjertes Slag.
Da sprang han op. Men nu hvorhen? Thi Stormen
har blæst hans Spor igjen. Det ei bekymred.
Thi han i Tordenen i Skovens Toppe
nu hørte Davids Jubelharper kun;
ham Fygene nu syntes som Cheruber,
der viste Vej paa svanehvide Vinger,
og i det Maa og Faa, han fulgte, følte
han Herrens eget stærke Fingertræk.
Men Huus paa vilde Tiveden at finde
i slig en Nat, da Lys ei turde brænde?
Og midtvejs laa der kun en enkelt Plads;
det lave Tag ei skilles kan fra Sneen,
den sorte Væg ei fra et Klippestykke.
Dog standstes ved en Under han af den.
Der sank han ned. Han mægted ikke mere;
og mange Vindstød foer før med sin Byrde
han aarkede at slæbe sig til Døren.
Han banked sagte først, thi Barnet sov;
og nu først savned han sin tabte Skræppe,
fordi han intet ejede at give
de gode arme Folk, som snarlig ville
med gjæstfri Hasten aabne Døren. Ak,
han banked mange Gange før det svared:
«I Jesu Navn, hvem der i slig en Nat?»
«Den gamle Jakob. Kjende I mig ei?
den gamle Jøde?»
«Jøde!» skreg forfærdet
en Mands- og Qvinderøst. «Da bliv du ude!
Vi eje ingenting at kjøbe for,
og blot Ulykke vil du bringe Huset
i denne Nat, da Han blev født, du dræbte.»
«Jeg?»
«Ja dit Folk, og det er Synden, som
igjennem tusind Led skal straffes.»
«Ak!
Inat da Hunden lukkes ind?»
«Ja Hunden,
men ingen Jøde i et kristent Huus.»
Han hørte ikke meer. De haarde Ord
ham koldere end Vinden gjennemhvinte,
og slængte, stærkere end den, ham ned
i Sneen, bøjet over Barnets Slummer.
Da syntes ham, mens han mod Vindvet stirred,
om ei det hvide Ansigt atter kom
tilsyne dog, som om han sank i Duun,
at liflig Varme gjennemflød hans Aarer,
og at bekjendte Væsner, hviskende
som Sommervindens Æolsspil i Græsset,
omsvævede hans Leje, indtil En
med løftet Finger sagde: kom! han sover.
Og i en oplyst Sal ved Siden af
forsvandt de Alle; Barnet kun forblev der
ved Foden af hans Leje, dragende
hans Puder stedse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov ind.
— Det Sneen var, som voxte om den Døde.
«O Jesus! Jøden sidder der endnu!»
skreg Manden, da han saae om Morgnen ud.
«Saa jag ham bort! Det er jo Juledag,»
faldt Konen ind. «Og se den Jødeskjelm,
hvor fast han holder Bylten klemt til Brystet!»
«Han er paatrængende med sine Varer.
Med stive Blik han seer herind, som om
vi havde Penge nok at kjøbe for.»
«Dog gad jeg see hvad han i Bylten har.»
«Viis frem da, Jøde!»
Begge treen de ud.
Den frosne Glands de saae i Ligets Øine.
De blegned meer end det, de skreg af Skræk,
og skjalv af Angrens Slag.
«O Jemini!
Hvad Uheld her er hændt!»
De op ham reiste,
og Bylten fulgte med. De aabned Kjolen.
Der hang, med Armene om Jødens Hals,
Margrethe, deres Barn — et Liig som Han.
Saa slaaer ei Lyn, saa rappe Orm ei bider,
som Skræk og Smerte Ægteparret slog.
Saa bleg som Faderen var ikke Sneen,
saa hylte Stormen ei som Moderen.
«O Gud har straffet os! Ei Stormens Kulde,
vor egen Grusomhed har dræbt vort Barn!
Forgjæves! ak, som Jøden paa vor Dør
paa Naadens ville vi forgjæves banke.»
Da Skogen veibar blev, kom Bud fra Gaarden,
hvor lille Gretha fostredes ilægd,
og hvorfra hun, da Helgen ind blev ringet,
før Veiret kom, var vandret af sig selv,
Forældrene at gjæste Juleaften.
Dog kom det ei at spørge efter Barnet,
men efter Jøden fra de Bygdens Piger,
hvis Haab nu til at kunne gjæste Kirken
kun stod til Nytaarsdagen, om han fandtes.
Der laa han død i Stuen foran Arnen,
hvor Manden med et Blik som Jødens frosne,
og i en Stilling krum som Ligets, sad,
i Baalets røde Aske stirrende
og stedse øgende dets Brand, at Liget
dog kunde blive strakt og Haanden korslagt.
Men foran laa paaknæ Margrethas Moder,
sin Lilles stive Arme bøjende
bestandig fastere om Ligets Hals.
«Hun ei tilhører mere os,» hun hulked,
«Han har vort Barn sig tilkjøbt for sin Død.
Vi tør ei skille liden Gretha fra ham;
Thi Hun for os maa bede Jesus om
hans Forbøn hos sin Fader; thi for Ham
vil arme Jøde klage — — .»
lessdesigndotnet 